Bulgarske romaer i Sverige.

Lige i tiden er flygtninge og migranter et hedt emne at skrive om. Men det er ikke europas flygtningestrøm som er på vej mod Sverige i disse dage, som jeg vil skrive om her. Der imod har jeg gået og funderet på de eu-migranter som jeg møder ansigt til ansigt hver eneste dag, når jeg er nede og handle. For selv om jeg bor i en lille by langt ude i skoven, så har de fundet helt her ud.

For mig er disse tiggere en ny oplevelse. Jeg har altid boet i lille trygge Danmark, hvor tiggeri er forbudt. De første 2½ år i Sverige boede jeg helt ude i skoven, hvor det kun var indbrudstyve der fandt ud. Og tiggerne havde ikke fundet den lille Astrid Lindgren-by vi handlede i. Men for 1½ år siden flyttede jeg jo. 20 km til stor by, 10 km til mindre by og bor så i udkanten af en lille by. Og her har tiggerne fundet ud.

Vi har en fødevarebutik, og der sidder næsten altid en tigger. Ind i mellem er det en yngre kvinde, en yngre mand som er meget friskfyragtig, en korpulent ung mand med en trækharmonika eller en ældre kvinde, som ser vældig tynd og elendig ud. Jeg ved at de alle bor bag byens genbrugsplads i de mest elendige så affaldshytter. Og mit hjerte bløder.

Jeg har svært ved at gå forbi dem uden at kaste en mønt i koppen. Min sambo siger at jeg er tosset. At de ikke skal være der, men hjemme i deres hjemland. Og jeg har insisteret på at de jo må ha det dårligt, siden de vil køre helt til Sverige uden deres børn for at sidde i sne og slask i timevis for småmønter. I vinters havde jeg mega lyst til at anmelde mig til den lokale kirkes vinterherberg som frivillig, men blev alligevel usikker, fordi samboen siger jeg er tosset. At jeg vil spilde mine ledige timer på at hjælpe eu-migranter.

Jeg har læst og læst og læst og var stadig af den overbevisning at de kunne jo ikke gøre for at deres forhold var så dårlige hjemme. Så var der et par tv-programmer direkte efter hinanden, som fik mig til at vakle i mit standpunkt. Det værste ved det at tiggerne ser det som et job og forlader deres hjemland for at kunne tigge i Sverige, det er at de forlader deres børn. Deres børn sidder tilbage i hjemlandet til ukendt skæbne. Så græd mit hjerte først, og jeg sluttede direkte med at give tiggerne penge. Der i mod så købte jeg en banan eller lignende til tiggeren. Aldrig penge for det holder dem fra deres børn.

Så faldt jeg over disse bulgarske dokumentarfilm som også omhandlar tiggerne i Sverige, bulgarske romaer. Og nu har jeg virkelig taget stilling. De får aldrig mere den mindste mønt eller banan fra mig. Er du også nysgerrig på hvad programmet kommer frem med? Værsgo her er links til programmerne:

https://www.youtube.com/watch?v=6vsLK9Hcu6w

https://www.youtube.com/watch?v=NvoN7FwXwwM

https://www.youtube.com/watch?v=WrJuLr6QNzg